Se også: saint-emilion.dk, pauillac.dk

Vin til julemad

Hvis julemenuen står på medister, flæskesteg og en smule ubestemmeligt fjerkræ, kan du nøjes med at læse de første linjer af denne artikel for så derefter at åbne dåsen med den købte rødkål og kaste dåsekartoflerne ned i den næsten karamelliserede sukker til de brunede kartofler. For til den menu klarer de kraftige vine fra Rhone og Amaronerne sig langt bedre. Er idéen derimod, at tilberede et måltid - måske for to - hvor kvalitet spiller en rolle, hvor budgettet giver luft til noget specielt i glassene og hvor der er plads til nye idéer, bør du måske overveje at læse videre.



Som nævnt andetsteds er vinene fra Pomerol alt andet end billige masseproducerede konsumprodukter. Området er præget af små og oftest yderst kvalitetsbevidste producenter som derfor producerer meget få flasker vin. Når det så samtidigt bare er ”for lækkert” er prisen desværre høj. Udbud og efterspørgsel påvirker jo prisen. Så til et stort julebord, hvor hele familien er inviteret til julemiddag er Pomerol næppe sagen.



Smagen af vinen fra Pomerol er blød som fløjl, frugten er kraftig og meget imødekommende og bouqueten har et umiskendeligt præg af trøffel. Samtidigt er vinene helt eller i høj grad produceret på Merlot-druen, hvis tynde skal indeholder få bitre tanniner, så oplevelsen ligger lige for. Derfor er Pomerol-vinene egnet til en delikat julemiddag eller -frokost i jule for to. Julen er jo trods alt hjerternes fest, så vinen er et oplagt valg til det mindre jordbord eller til utraditionel julemad i det små.



Ingen rødvin matcher de marinerede sild med karrysalat. Her er en snaps og et glas juleøl langt bedre tilbehør. Heller ikke til en forret bestående af fisk er rød, endsige Pomerol, optimalt. Men til et stykke stegt laks smager den nu ganske dejligt. Den delikate carpaccio med masser af parmesan klæder efter min overbevisning Pomerollen godt, og selv om etiketten ofte dikterer hvidvin til forretten nyder jeg gerne et godt glas rødvin til julemaden. Og Pomerol går til det meste, bare ikke for fersk fisk.



Er juleanden derefter moderniseret en smule - eksempelvis med en frisk rødkålssalat med tørret frugt og nødder og ikke alt for tung sauce til - kommer Pomerollen helt til sin ret. Og er fjerkræet skiftet ud med et stykke rødt oksekød, eksempelvis kombineret med råstegte rodfrugter - så kan det næsten ikke blive bedre. Mere traditionelle franske retter har ofte godt af den lækre vin fra den lille Bordeaux-kommune. Bøf Bourguignone smager udmærket med Pomerol til. Men brug for guds skyld ikke Pomerollen til at komme i Coq au vin. Drik den hellere til. Heller ikke hvis kødet er et stykke vildt kommer den elegante Pomerol til kort - så rigtig god fornøjelse med julemaden. Kun fantasien sætter grænser når hjerternes fest skal fejres på ekstravagant vis, selv om resterne af den gode Pomerol næppe klæder ris a la manden. Bon Appetit.

Siden dannet på: 0.06 sekunder - vinen til julemad